Bolig i byen og hus på landet

Familien Mertens har en bolig i byen og et hus på landet: "Vi har altid drømt om at eje et hus med stråtag". 

For bare 475.000 kroner har ægteparret Sabrina og Rasmus fået opfyldt drømmen om et hus med stråtag i naturskønne omgivelser og med masser af plads til familie og venner.

Familien i haven foran deres flexbolig
Familien Mertens søgte en større feriebolig og forelskede sig i det stråtækte bindingsværk i Vejleby Holle på Lolland.

I den lille landsby Vejleby Holle, tæt ved Rødby på Lolland, ligger det romantiske bindingsværkshus med stråtag fra 1780, som Sabrina og Rasmus købte i 2019 for blot 475.000 kroner. Huset er en såkaldt flexbolig. Det betyder, at de har tilladelse til at bruge det som sommerhus.

39-årige Sabrina og 49-årige Rasmus er oprindeligt fra Tyskland, men har siden 2004 boet i Danmark. Sammen med deres søn Gunnar på 3 år bor de til daglig i Kastrup i København. Boligen i Kastrup er ikke så stor, så derfor søgte parret en større feriebolig med plads til familiebesøg fra Tyskland.

”Tanken med vores flexbolig er at have et sted, hvor familien kan samles uden de store omkostninger. I forhold til et traditionelt sommerhus har vi med en flexbolig fået meget mere for pengene,” fortæller Sabrina.

Til bindingsværkshuset på de 100 kvadratmeter hører der også et anneks med og en stor, flot have med roser, krydderier og nytteplanter, som er anlagt og vedligeholdt af den tidligere ejer. 

Anneks set fra haven
Med husets 100 kvadratmeter og et tilhørende anneks er der plads til flere overnattende gæster.

Vilde med Lolland

Når familien Mertens rammer motorvejen fra hjemmet i Kastrup, tager det blot 1,5 time, til de kan nyde deres landlige idyl i Vejleby Holle. Ikke langt derfra ligger Rødbyhavn, hvor der dagligt er færgeovergang til Tyskland. Det gør det nemt at få familien fra Tyskland på besøg, og med den kommende Femern-tunnel mellem Lolland og Tyskland bliver turen endnu kortere.

Forelskelsen i det stråtækte bindingsværkshus og den korte afstand til København og Tyskland gjorde, at Sabrina og Rasmus slog til og købte huset, selvom de ikke havde det store kendskab til Lolland. Der gik dog ikke lang tid, før de fandt ud af, at øen har masser at byde på.

Familien leger i hængekøje i haven
Til stor glæde for sønnen Gunnar er familiens have udstyret med hængekøje, gynge og trampolin.

”Vi er bare vilde med Lolland. De lokale er superflinke, og vi er blevet taget rigtig godt imod. Naturen på Lolland er også noget helt særligt. Her er så smukt! Det første halve år brugte vi på at udforske øen, og vi har fundet de mest fantastiske steder,” fortæller Sabrina.

Og fantastiske naturområder er der mange af på Lolland med øens to naturparker, flere vildtområder og en over 300 kilometer lang kystlinje, der byder på flere flotte og badevenlige strande. Også det flade landskab, der kendetegner Lolland, har vakt begejstring hos Rasmus og Sabrina: ”Både Rasmus og jeg kan godt lide at cykle lange ture, og der er det flade landskab altså bare perfekt!”

Familiens frirum

I en flexbolig er der ingen bopælspligt og heller ingen begrænsning på, hvor ofte man må anvende huset. Det har allerede vist sig at have stor betydning for familien Mertens.

Stuen med skab og kommode set indefra
Familien Mertens bruger deres flexbolig hele året rundt. Da en flexbolig er et helårshus, er det som oftest bedre isoleret end et sommerhus, hvilket også gør det komfortabelt at anvende huset om vinteren.

”Normalt bruger vi vores weekender og ferier dernede, men da både Rasmus og jeg arbejdede hjemmefra under corona, var det muligt for os at køre ned og være i huset i en længere periode. Det er dejligt at komme ud af byen, hvor der er mere plads – både ude og inde. Vi har været på stranden næsten hver dag, og nogle dage har vi endda haft den helt for os selv. Vi føler os meget heldige, at vi har haft flexboligen, mens der har været corona,” forklarer Sabrina.

Det bedste ved at have købt en flexbolig på Lolland, er det frirum, de har fundet som familie. Når de nærmer sig Lolland, kan de også mærke freden komme tættere på og roen sænke sig: ”Vi slapper mere af hernede, nyder naturen og tiden sammen som familie.”

Familien i liggestole i haven foran deres flexbolig
Som byboere til daglig nyder familien at tage på landet, hvor der er ro og fred og tid til at være sammen.

Til forskel fra et sommerhus er det muligt at flytte permanent ind i en flexbolig og bruge huset som helårsbolig. Det kræver blot, at man opsiger flexboligtilladelsen.

”Vi har ingen planer om at flytte fast herned lige nu, men vi er glade for, at muligheden er der. Det kunne jo sagtens ske, at vi fik lyst til det en dag,” siger Sabrina.


Artiklen blev oprindeligt bragt som sponsoreret indhold på alt.dk 17.03.2021.

Tekst: Julie Sophie Christensen, Lolland Kommune.

Foto: JP-Foto Maribo.