Skip til hoved indholdet

Hvad er det, flexboligen kan?

Hvorfor køber man en flexbolig? Hvad skal den bruges til? Og hvad betyder det for et lokalområde? Det og meget mere har Lolland Kommune i samarbejde med en gruppe seniorforskere fra Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) på Aalborg Universitet netop undersøgt i et nyt studie.

”Undersøgelsen har vist, at flexboliger i Lolland Kommune i høj grad bliver købt med henblik på at blive brugt som fritidshuse. Men det er ikke kun det, det handler om. Mange vælger også at bruge ordningen som en mulighed for at lære området at kende og prøve af, om man har lyst til at bo der permanent, før man vælger at rykke teltpælene op”, fortæller Jesper Ole Jensen, seniorforsker på BUILD.

”Resultatet viser desuden, at det i vidt omfang er naturen, ønsket om ro, attraktive boligpriser, muligheder for udlejning og en lokal tilknytning til området, der er afgørende for, at man vælger at købe en flexbolig i Lolland Kommune”, supplerer Helle Nørgaard, seniorforsker på BUILD.  

Ordningen er populær

I Lolland Kommune er der ultimo 2023 givet i alt 711 flexboligtilladelser, siden ordningen blev indført i 2013. Hovedparten ligger i kommunens landdistrikter.

Flexboligerne benyttes flittigt:

”Næsten halvdelen af ejerne opholder sig i deres bolig mellem 2 og 6 måneder årligt, og hele 93 procent af alle flexboligejerne har valgt at renovere og forbedre boligen, siden de overtog den. På den måde bidrager de til omsætningen i de lokale butikker og hos de lokale håndværkere”, fortæller Jesper Ole Jensen, seniorforsker på BUILD.

En del af lokalsamfundet

Borgmester Holger Schou Rasmussen er glad for den store interesse for flexboliger:

”Med en flexbolig får man en unik mulighed for at nyde feriehuslivet, samtidig med, at man kan lære området at kende og blive en del af vores lokalsamfund. Ordningen er dermed med til at sikre nyt liv i de tomme huse, ekstra opgaver hos vores lokale håndværkere, og på sigt kan det måske bidrage til, at flere vælger at flytte hertil”.  

Undersøgelsen viser desuden, at flexboligejere i høj grad involverer sig i lokalsamfundet:

”Flexboligejerne bliver generelt godt modtaget. Størstedelen giver udtryk for, at de føler sig velkomne og beskriver, at naboer og andre er venlige og imødekommende. Det betyder, at mange har stor lyst til at deltage i de lokale aktiviteter og benytte vores lokale spisesteder, håndværkere, strande, sundhedscentre og sportsanlæg. Det er med til at bidrage positivt til vores lokalsamfund”, afslutter borgmester Holger Schou Rasmussen.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af seniorforskere på BUILD, Jesper Ole Jensen og Helle Nørgaard. Den bygger primært på en skriftlig spørgeskemaundersøgelse, der er udsendt til alle flexboligejere i Lolland Kommune ultimo 2023.

374 ud af 711 flexboligejere har besvaret undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 53. Respondenterne omfatter både ”almindelige” flexboligejere (340) og flexboligejere, der har valgt at bosætte sig permanent i Lolland Kommune (34).

Undersøgelsen trækker ligeledes på viden fra det igangværende RESPOND-projekt, som BUILD gennemfører i samarbejde med Realdania, hvor et delprojekt har fokus på, hvad corona-nedlukningerne har betydet for fritidsboligmarkedet i Danmark, med særlig fokus på Lolland Kommune.

Læs rapporten om flexboliger på Lolland (PDF).

Torvet 3
4930 Maribo

Telefon: 54 67 67 67
lolland@lolland.dk

Nyttige links